Jyllands-Posten den 15. juli 1996:

Jobformidling på Internettet

Af Niels Sandøe

Danmarks største elektronisk jobavis har i øjeblikket 1150 stillingsannoncer slået op på det verdensomspændende Internet. På nær omkring 100 er de automatisk indsamlet og opdateret af nogle små programmer kaldet søgerobotter, der scanner den danske del af Internettet igennem for stillingsannoncer.

Da Jyllands-Posten var inde og kigge på den elektroniske jobavis på adressen http://www.danielsen.com/jobs/ var 528 stillinger hentet fra Arbejdsformidlingens Internetsider, 374 fra den elektroniske jobavis JOB.DK, 54 fra Ingeniørens jobside, 11 fra EDB-bladet ComputerWorlds jobside og en håndfuld fra headhunter-firmaet Mervuri Urvals hjemmeside.

Resten var fordelt på en stor gruppe af enkeltannoncer, der var plukket ud af en lang række firmaers hjemmesider, samt annoncer, der med et museklik var indrykket direkte på den elektroniske jobavis's hjemmeside.

Jobavisens annoncer er opdelt i 20 kategorier spændende fra undervisning over kontor til service. Den største gruppe af tilbud finder man under de EDB-relaterede job, hvor jobannoncering på Internet er blevet en naturlig ting. Et klik paa gruppen Computer og EDB giver i alt 228 ledige job. Hertil kommer mindst lige så mange EDB-relaterede stillinger under grupper som Ingeniørstillinger, Lederstillinger, Salg og Marketing, Undervisning og Kontor.

Den elektroniske jobavis udgives af danskeren Kaare Danielsen, der til dagligt arbejder i Los Angeles hos softwarefirmaet Brightware.