Forside
Uunet1   Uunet1
Forside  Menu  Indeks  Log på  Send en kommentar
Børsen den 10. november 1998:

To ud af tre brugere vil søge nyt job via nettet

Af Jens Iversen jens.iversen@borsen.dk

Internettet spiller en stadig større rolle som jobformidler. Blandt internetbrugere nærmere nettet sig dagbladene som det vigtigste medium i jagten på drømmejobbet.

68 pct. af de danske internetbrugere, der er på nettet mindst en gang om ugen, ville bruge nettet, hvis de skulle søge et nyt job. Og hele tre ud af fire ville gøre det, hvis man ser på den del af disse internetbrugere, der er erhvervsaktive mellem 20 og 40 år.

Det viser en ny undersøgelse fra AC Nielsen AIM og Politikens analyseafdeling, der på basis af 4.814 interviews har sat fokus på internettets rolle som jobformidler.

Analysen er gennemført i andet kvartal i år, og den viser, at der er 1.370.000 danskere over 13 år, der bruger internettet.

Heraf er der 758.000 personer, der er på nettet mindst en gang ugentligt. Dette tal er steget kraftigt gennem de sidste par år. I andet kvartal 1997 var tallet 405.000, mens det drejede sig om 145.000 personer, hvis man går endnu et år tilbage. Det er mere en end femdobling på to år.

Denne udvikling tyder ifølge analysechef fra Politiken, Poul Melbye, på, at virksomheder fremover vil kunne spare stoer beløb i deres rekrutering ved at lægge jobopslag ud på nettet i stedet for at bruge andre medier. Andre medier, mener Poul Melbye, kunne i stedet bruges til at gøre potentielle ansøgere opmærksomme på, at en virksomhed annoncerer job på nettet.

- Hver anden internetbruger er desuden parat til at sende sin ansøgning via e-mail, så virksomhederne bør i stigende omfang tilbyde denne mulighed, også i deres traditionelle jobannoncer, siger Poul Melbye.

Det er ikke kun gennem arbejdspladsen, at danskere har adgang til internettet. Danmarks Statistiks årlige opgørelse af antallet af varige forbrugsgoder i de danske familier blev offentliggjort i går. Den viste, at andelen af familier med adgang til en hjemmecomputer siden oktober 1997 er øget med fem procentpoint til nu 53 procent. Denne fremgang overgås af faciliteter til hjemmecomputere. Således er besiddelsen af modemer steget fra 16 procent til 27 procent, mens der er kommet mere end dobbelt så mange danske familier på nettet i forhold til sidste år. Andelen af danske husstande med adgang til internettet er øget fra 10 procent til 22 procent.


© Dagbladet Børsen, Møntergade 19, 1140 København K, Telefon: 33 32 01 02, Telefax: 33 12 24 45
WWW: http://www.borsen.dk/, Mail: online@borsen.dk